Grimhed og særpræg

Der kan undertiden være en kunstner eller to, der har været fascineret af det grimme, det der ikke svarer til idealerne. Måske er det snarere reglen end undtagelsen i dag at kunstnere leder efter en anden, ukonventionel skønhed. Pænhed kan være så umådelig kedelig. Det kan være meget godt for en teenage pige at ligge og sukke over Justin Biebers glatte, kønsløse træk, men måske er der mere karaktér og historie i Leonard Cohens rynkede fjæs.

Fotokunstneren Gracie Hagen har på sin hjemmeside vist eksempler på hvordan den samme krop kan vises som grim og smuk.

http://www.graciehagen.com/photography/#/lllusions-of-the-body/

 

 

For den spanske barokkunstner Diego Velazquez var det som om sandhed var vigtigere end skønhed. Hans virtuose evner til at gengive virkeligheden førte til at han blev hofkunstner for den spanske kongefamilie. De var alle af den Habsburgske slægt, der alle har en fremstående underkæbe. 

Her er det kongen, Philip IV. Næppe et skønhedsideal for ret mange. 

Velazquez malede også paven, Innocens X. Navnet Innocens betyder den uskyldige, men ser man på manden er det som om han er alt andet end uskyldig. Mistro og menneskefjendskhed kigger ud mod os, og på det ene armlæn hviler en fugleklo af en hånd. 

Da paven så sit portræt udbrød han. "Troppo vero" - det er for sandt. 

Vi ved ikke hvad denne hofdværg sagde , da han så sit billede, men der er på en gang kølighed i skildringen og respekt.